Vintertur i Maj

Sidste år var vi på Harley-Cruise til York, med den forlængede tur i Sogn- og Fjordane et par dage før, og for at gøre turen fuldendt startede vi i Egersund, hvor Ove Randen guidede os ad smukke veje til Bergen. Det var en fantastisk oplevelse, og det allerbedste var faktisk at køre sammen med Ove i Norge, i en lille gruppe cykler.

Derfor var der heller ikke tvivl om at det måtte gentages – ikke Harley-cruiset, men netop Norgestur sammen med Ove, der vel er blandt Norges allerbedste turguider.

Turen blev aftalt – Chris og jeg fra chapter 1 Aros, Danmark og Ove og Einar fra Hog Rogaland – en god lille gruppe, hvor man kan snakke og hygge sammen på hele turen. Vi skulle køre i vestlandet både nord og syd for Bergen. Ove lavede et pragtstykke af en turplanlægning og reserverede hoteller, fandt spændende ting vi skulle se undervejs, og briefede os om turen i det hele taget. Så vi aftalte at Ove og Einar skulle møde os i Bergen når færgen ankom fra Hanstholm.

Turen blev lagt fra 19 – 25 maj, så var vi sikre på at vejret ville arte sig.

Den 18 maj drog Chris og jeg mod Hanstholm. Det var et voldsomt blæsevejr, og vejrudsigten lovede ikke alt for godt vejr for vestlandet den følgende uge. Faktisk blæste det så meget, at vi var meget tæt på ikke at komme med færgen, for mellem Skive og Hanstholm kørte der en gammel skrot-lastvogn foran os, og lige da vi skulle overhale den, løftede en sammenpresset bil-karosse sig op fra læsset og landede på vejen lige ved siden af Chris og lige foran mig. Vi var heldige, jernstykker landende på begge sider af Chris, uden at han blev ramt, og jeg nåede at kaste mig udenom den flade bil der pludselig lå lige foran mit forhjul.

Vi kom til Bergen, og Ove og Einar stod klar på kajen med fotografi-apparat og pakkede cykler, og efter at have hilst behørigt på hinanden satte vi kursen mod Voss og Flåm, hvor vi overnattede. Næste dag tog vi Flåm-banen op til Myrdahl og tilbage – en super smuk tur, hvor vi nok var den gruppe turister der tog flest billeder af alting. I virkeligheden er vores tur nok den bedst dokumenterede MC-tur i HOGs historie, da vi alle havde digitalkamera med, oven i købet mere end 1 pr mand, vi endte i hvert tilfælde med af have knap 600 billeder fra en 6-dages tur, og det må vel siges at være ret godt.

I Myrdahl var der en smule sne, så der blev kastet et par snebolde mod fotografen, og desuden var der ganske koldt i det hele taget.

Tilbage i Flåm besluttede vi at ændre på den planlagte rejserute – vejudsigten blev dårligere og dårligere for vestlandet, og vi besluttede at aflyse hotellerne og køre øst-over i stedet, så vi tog turen gennem Lærdal-tunnelen (hvor vi også kørte sidste år), men den er jo stadig et fantastisk bygningsværk. Og så satte vi næsen mod Lillehammer over Filefjell.

På Filefjell lærte vi danskere lidt om Harley’er og Fahrenheit. Først og fremmest at termometeret på en Ultra Classic rent faktisk måler luftens temperatur i en lille meters højde over kørebanen ( og ikke lufttemperaturen mellem cylindrene på motoren), og dernæst at 27 fahrenheit er ca minus 2 grader celsius. Sådan stod termometeret nemlig hen over Filefjell, og der var sne i luften, og spor på asfalten af cyklen der kørte foran. Nu behøver det vist ikke blive koldere tænkte vi, og det blev det gudskelov heller ikke.

Vi kom til Lillehammer og indlogerede os på Radison SAS, hvor Ove havde fikset at der var værelser til os. Og her hørte vi om Grønlandsk kaffe. Einar viste sig at være ekspert ud i Grønlandsk kaffe, og efter at han levende havde fortalt hvordan dette fluidum skal tilberedes, fik vi mod på at prøve. Bartenderen Allan på Radisson SAS var dansker (ikke noget at være stolt af i denne sammenhæng), og på trods af at han havde alle ingredienserne, og at Einar ville stå for tilberedningen, kunne han kun finde ud af at udtale at det nok var for besværligt at lave Grønlandsk kaffe og det gad han altså ikke, så vi måtte gå i seng med uforrettet sag – mærkeligt at forestille sig en bartender, der ikke vil sælge drinks, men af samme grund sagde han også nej til det der ellers kunne være blevet pæne drikkepenge !

Bortset fra ham var det ellers et dejligt hotel, med en god restaurant og en god betjening og pæne værelser.

I Lillehammer glædede vi os gevaldigt over at vi havde ændret rejseruten. Geiranger, som vi skulle have været til, meldte om flere centimeter sne, totalt trafikkaos og lukkede pas, så hvis vi havde fastholdt vores oprindelige rejserute, kunne vi have siddet i Geiranger og ventet på tøvejr et par dage. Her gik det op for os at norske meteorologer lyver lige så godt, om ikke bedre, end de danske.

Næste dag tog vi op til hopbakken og nød udsigten og gyset ved tanken om at suse ned med et par kæppe under fødderne, og så kørte vi til Mai Haugen og så mange af de smukke og spændende bygninger der. Det var fantastisk at se den tidlige norske byggestil med de kraftige tømmerkonstruktioner og fortidens fællesskabsfølelse ligefrem emmede ud af de gamle huse.

Vi valgte at tage en nat mere på Radisson, fordi hopbakken og Mai Haugen efterhånden havde tvunget klokken rundt på ca 15. Så det blev endnu en dejlig aften på Radisson og stadig ikke noget grønlandsk kaffe.

Næste morgen satte vi kursen mod Kristiansand og Hotel Ernst. Vi havde den flotteste tur langs Mjøsa og havde vejret med os. Flottere cruise skal man lede længe efter. Både Einar og Chris havde tidligere været på Clarion Hotel Ernst, og der lød varme anbefalinger for et super godt hotel, og det viste sig at holde mere end stik.

Vi ankom ved aftenstide til Ernst, og blev indlogeret på værelser – og fik selvfølgelig cyklerne i kælderen, så de ikke skulle stå og fryse ude på vejen (her kom de første point til Ernst). Ove fandt ud af at han gerne ville have et andet værelse med vindue ud mod gaden, og jeg fandt ud af at der problemer med at låse døren – og vupti og uden problemer, så fik vi bare nye værelser (her scorer Ernst endnu flere point). ( Og en dag lærer Peter de mærkværdige låse på Hotel Ernst at kende, der skal man nemlig låse sig inde på sit værelse inden man går ind på værelset for natten)

Vi spiste en dejlig middag og fik mere end udsøgt betjening af en sød pige der hed Kristin, og da vi nåede til kaffen luftede Einar igen ideen om grønlandsk kaffe – og straks var spørgsmålet: hvad skal der i, hvad skal du bruge ?

Og her kommer så opskriften:

1 mål Kahlua +

1 mål Ballantines hældes i et glas.

Glasset varmes over en flamme.

Når det er tilstrækkeligt varmt kan indholdet antændes og vil flamme op.

Nu kommes der kaffe i glasset for at slukke flammen, og derefter kommes der flødeskum på toppen.

1 del Grand Marnier varmes i en "sovseske" over flammen, og når der går ild i sprutten, hældes den – med lang, lang stråle, gerne ca 0,5 meter – ned i glasset. Det ser smukt ud, og fidusen er at der er rigtigt meget sprut i drinken og ikke noget sukker i (andet end de enorme mængder i likøren), og så smager det pragtfuldt.

På Ernst var det ikke noget problem. De kørte en flamberingsvogn ind med kaffe, gasblus, flødeskum og behørigt afmålte glas med Kahlua, Ballantines og (da de nu ikke havde Grand Marnier) en orangelikør der skulle kunne gøre det ud for Grand Marnier. Og så gik Einar i aktion, og det skal han have, han har håndelaget til at fremstille grønlandsk kaffe.

Se sådan skal et ordentligt hotel kunne håndtere gæster med lidt specielle ønsker, og det kan Hotel Ernst (topkarakter til dem som hotel, der er service og god stemning). Einar væltede ned i piano-baren, og Chris, Ove og jeg gik til køjs, og næste morgen overvejede vi om vi mon kunne have klaret os med 2 cl. mål i stedet for 4 cl. mål til den grønlandske kaffe, men vi fik smagt det og havde i øvrigt efterfølgende ingen problemer med at snakke flydende grønlandsk.

Nanutsliak tapuut !

På hele turen havde jeg glædet mig over Norges fantastiske motorcykelveje, det er skønt med alle de sving, og når man kommer fra Danmark, skal man lede længe efter så mange dejlige sving i så overdådig smuk natur. Ove blev dog ved med at sige at jeg nok skulle få min lyst styret, og på den sidste etape fra Kristiansand til Egersund ført han os via Nordsø-Veien ( nr. 44), og ganske rigtigt så fik jeg sving nok – Hold da op, her skal man ikke tænke på meget andet end netop at svinge og svinge og svinge. Det er næsten så man ikke til fulde når at opleve den smukke natur, men stadig en første klasses oplevelse.

I Egersund sagde vi farvel og tusind tak for en herlig tur og godt selskab til Einar, og så indlogerede vi os hos Ove og Irene. Irene tryllede i køkkenet med en Breiflab, som smagte himmelsk og gav os en forståelse for fiskens berettigelse som hovedmåltid. Resten af aftenen brugte vi til at ordne billeder (700 Mb) og brænde CD’er så vi alle havde hele samlingen af billeder, og dagen efter havde vi en stille og rolig dag, hvor Ove viste os rundt i Egersund og vi shoppede lidt, vaskede cykler og slappede af, og kl 0.30 gik turen med Fjordline til Hanstholm, og vi var hjemme midt på dagen den 25.

Norge er et fantastisk land at køre motorcykel i. Smuk natur, der er fuldstændig overvældende, både grøn og blød og samtidig streng og mægtig og i stærk kontrast til den gæstfrihed, der er så meget af i Norge. At svæve afsted på fantastiske veje med supermange gode sving, og tilbringe aftenerne på gode hoteller som Ernst i Kristiansand Og i så dejligt selskab som Ove og Einar – så bliver oplevelsen sublim !

Lillehammers sløve danske bartender og cafeteriaer uden mad (Mai Haugen: Pre Season offer: no food no pay) er vel blot en kuriøsitet, så det eneste der er at klage over, er Fjordlines ringe/manglende service overfor motorcyklister på ruten Hanstholm-Egersund-Bergen. Det ser ud til at være et problem hver gang – så måske er det bedre at bruge ColourLine fra Hirtshals til Kristiansand. Dog er det vigtigt IKKE at gå glip af Hotel Ernst.

I sandhedens tjeneste skal det bemærkes at der inden redaktionenes afslutning forelå en undskyldning fra rederiet over den manglende service. Kaptajnen som har ansvaret for lastning af skibet fik skylden. Hvis du en anden gang ønsker en særlig placering for din cykel, så få landpersonalet til at kontakte skibet før de lover dig noget.

Peter Busch

Chris Anker-Petersen

HOG Chapter 1 Aros